Om mig
Om mig, Elenor
Kære dig, som har fundet vej til denne side
Jeg hedder Elenor Mettesofie Lind og er 40 år. Jeg er oprindeligt fra Vestsjælland, men bor i en hyggelig lille landsby ved navn Sdr. Bjert lidt syd for Kolding, sammen med min kæreste og vores søn, som er fra maj 2022. Sammen med os bor også hunkatten frk. Lars, samt vores 3 høns, som nyder at tilbringe dagen i haven.
Udover at være uddannet zoneterapeut, coach, massør m.m. har jeg også en uddannelse som pædagog og har arbejdet som det i 7 år, inden en stresssygemelding på et par år fik mig til at stoppe op, kigge mig i spejlet og spørge mig selv om ikke jeg skulle vælge at gå i en anden retning, når nu min krop og mit sind sagde så tydeligt fra.
I dag er jeg taknemmelig for at jeg fik stress. Det blev min grundsten til at være i verden på en anden måde og starten på en indre udviklingsrejse. En rejse hvor jeg måtte forstå mine overlevelsesmønstre, lære at kunne håndtere mine følelser, sætte sunde grænser og tage mig af mine behov, for i sidste ende at opbygge et sundere selvværd og skabe et liv hvor jeg har det godt på indersiden.
Jeg har altid været fascineret af kroppen, sindet, sammenhænge og hele det holistiske livssyn, hvor udgangspunktet er det hele menneske. Derfor blev det naturlige skridt for mig at videreuddanne mig indenfor dette felt. For mig, er kroppen og sindet forbundet og i en konstant udveksling af information og energi. Af den grund er det vigtigt for mig at være helhedsorienteret, og mit udgangspunkt er derfor altid at inddrage begge elementer i en behandlingssession.
Historien om navnet: Efecto Mariposa
Efecto Mariposa er spansk og betyder sommerfugleeffekt.
“Sommerfugleeffekten betyder, at selv små hændelser - som når en sommerfugle basker med vingerne- kan igangsætte en påvirkning, der fortsætter og forstørres.”
Beskrivelsen af sommerfugleeffekten harmonerer med min holistiske tilgang til livet. For mig er alt energi & alt er i en konstant udveksling med hinanden. Det er denne udveksling jeg arbejder med i mine behandlinger. - At genskabe en udveksling i balancen både i krop og sind.
Navnet til min klinik kom en dag, hvor mit blik landede på min toilettaske, hvorpå der var en sommerfugl. I det samme kom navnet Sommerfugleeffekt (Efecto Mariposa) til mig. Jeg kunne mærke i hele kroppen, at det var dét, min klinik skulle hedde.
Uddannelser
Øreakupunktur, år 2025
Coach, uddannet hos Sofia Manning, år 2024
Fysiurgisk massør, år 2022
Healerskolen ved Steen Kofoed, år 2022
Mentor i spisepsykologi hos Institut for Spisepsykologi, år 2021
Zoneterapeut, år 2021
Holistisk Energiterapeut ved Katrine Birk, år 2018